Ny planet

Uafhængigt af hinanden har forskere ved McDonald og Lick observatorierne opdaget en planet, der omkredser 16 Cygni B - én af stjernerne i et tredobbelt stjernesystem omkring 100 lysår fra Jorden. Det er ikke selve planeten, de har observeret, men den svage "slingren", som 16 Cygni B udfører på grund af planetens tyngdekraft. Forskerne har fulgt stjernesystemet siden slutningen af 1980'erne og har sammenholdt deres data.

Geoff Marcy og Paul Butler, San Francisco State University.

Foto: Mickey Pfleger.

På nuværende tidspunkt er der ikke opdaget planeter omkring de to andre stjerner i det tredobbelte system.

16 Cygni B anses for at ligne vores egen Sol meget, hvad angår lysstyrke og temperatur. Opdagelsen af en planet i et tredobbelt stjernesystem er i sig selv usædvanligt. Men ikke nok med det: Planeten selv er usædvanlig. For det første er den meget lettere end de andre såkaldte "extrasolare" planeter, der er fundet til dato. Dens masse er kun 1,6 gange Jupiters. Derfor er det sandsynligvis en ægte planet og ikke en brun dværg. Brune dværge er objekter, der dannes på samme måde som stjerner - nemlig ved at en sky, bestående af brint, fortættes. Men de samler ikke stof og energi nok til at opretholde de kernereaktioner i deres indre, som er nødvendige for at kunne lyse som stjerner i stil med vores egen Sol.

For det andet har planeten en omløbstid omkring stjernen på 2,2 år i en meget excentrisk bane (e=0,67), hvilket betyder, at dens afstand til stjernen varierer mellem 84 og 425 millioner km - med et gennemsnit på 250 millioner km. Hvordan en planet af en sådan størrelse alligevel kan have en så excentrisk bane er en stor udfor-dring for for teoretikerne.

/Henrik Glintborg